g-faktoren er fælles for forskellige intelligensopgaver
Ordforråd, regning, figurræsonnering og hukommelse stiller forskellige krav. Alligevel viser sammenligninger af mange menneskers præstationer, at personer med en høj score i én opgave ofte også scorer højt i andre. Denne fælles komponent på tværs af kognitive opgaver kaldes den generelle intelligensfaktor, g-faktoren.
Mønsteret, hvor opgaverne overordnet korrelerer positivt med hinanden, kaldes den positive manifold. Siden Spearman foreslog en generel faktor i sin undersøgelse fra 1904, har g-faktoren været et centralt begreb til at forklare det samlede præstationsniveau i intelligenstest.
Sådan estimeres g-faktoren ud fra positive korrelationer
g-faktoren er ikke en score, der kan måles direkte ved at besvare ét spørgsmål. Den er en latent variabel, som estimeres ved at samle scorer fra flere opgaver inden for eksempelvis ordforråd, ræsonnering, hukommelse og hastighed og analysere sammenhængene mellem dem.
Faktoranalyse skelner mellem den variation, hvor mange opgavescorer stiger og falder sammen, og den variation, der er specifik for hver opgave. En ordforrådsopgave kræver viden om ord, mens symbolsøgning kræver hurtig visuel søgning. Samtidig kan den fælles variation i opgavernes scorer beskrives med g-faktoren.
Dette mønster af positive korrelationer er fundet på tværs af mange kulturer og test. Det diskuteres fortsat, om fællestrækket skyldes én generel evne, et samspil mellem flere evner eller kognitive processer, som opgaverne deler.
Forskellen mellem g-faktoren, IQ og FSIQ
| Begreb | Hvad det beskriver |
|---|---|
| g-faktoren | En latent generel faktor, der estimeres ud fra korrelationerne mellem flere kognitive opgaver |
| IQ | En standardscore, der placerer præstationen i en intelligenstest i forhold til jævnaldrende |
| FSIQ | Samlet IQ, beregnet ved at kombinere flere kernedelprøver; i dansk WAIS-IV betegnet HIK, IK for hele skalaen |
FSIQ afspejler g-faktoren stærkt, fordi den samler flere delprøver med forskelligt indhold. FSIQ er dog en observeret score, der beregnes efter testens fastlagte sammensætning og omregningsmetode, mens g-faktoren er en latent variabel, der forklarer sammenhængene mellem scorerne. Hvad er FSIQ? uddyber beregningen og fortolkningen.
Faktorladningen viser, hvor tæt en opgave hænger sammen med g
En delprøves faktorladning på g angiver, hvor stærkt præstationen hænger sammen med g-faktoren. I en enkel model med én faktor betyder en ladning på 0,70, at dens kvadrat, 0,49, svarer til 49 % af scorens varians, som deles med g.
I en analyse af WAIS-IV havde blandt andet Regning og Ordforråd relativt høje faktorladninger på g, mens opgaver i forarbejdningshastighed havde lavere ladninger. Faktorladningen angiver, hvor meget opgaven afspejler den fælles evne på tværs af opgaver, og er ikke et mål for opgavens sværhedsgrad. Værdien kan ændre sig for samme delprøve, alt efter deltagergruppe, hvilke andre test der indgår, og den statistiske model.
Intelligenstest kombinerer opgaver med forskelligt indhold for at belyse det overordnede niveau, som opgaverne har til fælles, uden at én bestemt type viden eller opgaveform dominerer.
g-faktoren hænger især sammen med læring og uddannelse
g-faktoren har en stærk sammenhæng med indlæring af nyt stof og nye færdigheder. En metaanalyse af skolepræstationer og en metaanalyse af erhvervsrettet oplæring og arbejdspræstationer viser, at sammenhængens styrke varierer med det, man måler.
| Resultat | Korrigeret korrelation |
|---|---|
| Skolepræstationer | 0,54 |
| Erhvervsrettet oplæring | 0,35–0,49 |
| Arbejdspræstationer i nyere undersøgelser | 0,18–0,22 |
g er en god prædiktor for læring i skole og oplæring, men sammenhængen med arbejdspræstationer i nyere undersøgelser er svagere end tidligere antaget. De nyeste data om arbejdspræstationer støttede heller ikke den hidtidige forklaring om, at g forudsiger præstationen bedre, jo mere komplekst arbejdet er. Værdien af at måle IQ uddyber, hvordan det overordnede niveau, IQ beskriver, hænger sammen med resultater i praksis.
g-faktoren og de brede CHC-evner beskriver forskellige niveauer
CHC-teorien organiserer intelligens i et hierarki med generel evne, brede evner og snævre evner. I den Carroll-baserede fremstilling, som ofte bruges i dag, ligger g-faktoren øverst med brede evner som Gc, Gf, Gv, Gwm og Gs nedenunder. Horns teori, som er en af CHC-teoriens rødder, havde ikke én overordnet g-faktor.
g-faktoren beskriver det niveau, der er fælles på tværs af kognitive opgaver, mens de brede evner viser, hvilke typer opgaver der bedst får evnerne frem. Derfor kan personer med næsten samme samlede IQ have forskellige kombinationer af verbal forståelse, ræsonnering, visuospatial bearbejdning, arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed. Hvad er en kognitiv profil? forbinder kombinationen af evner med konkrete situationer.
BrainTypeIQ viser samlet IQ og en profil af fem evner ud fra ni testdele.